
Det aarhusianske band Coco Moon, det tidligere MAGNUM44, har fået ny lyd, nyt image og nyt navn. De har fået pladekontrakt på det alternative pop label, EasyTiger, som er et sublabel til pladeselskabet Tigerspring.
Bandet har lige fået deres single udspil ’DDR’ i rotation på P3, deres ep kommer på gaden i dag og de kan desuden opleves på årets Spot festival.
Eventuelt.org har haft æren af at snakke med det fremadstormende band om deres musikalske – såvel som visuelle udtryk, samt om den lange proces der har ligget bag bandets unikke lyd.
Man kan vel kalde det eksperimenterende pop!?
Jens: Coco Moon er fem unge mennesker, som spiller eksperimenterende pop-musik.
Nana: Det er vist efterhånden det vi er blevet enige om at kalde det. (Griner.)
Jens: Vi har egentlig ikke behov for at sætte en ramme omkring vores musik. Vi bliver bare ofte spurgt, så vi er blevet nødt til at tage stilling til det. Når man f.eks. taler om musik inden for pop og rock genrer, så er det så bredt, at det er svært at definere. Det er ubrugeligt. Det synes folk ude fra også at det er. Det har faktisk været svært at sætte ord på, hvad det er for noget musik vi laver.
Nana: Når vi har lavet musikken har vi ikke haft noget bestemt at gå ud fra. Det har været lidt tilfældigt og flippet, hvad der er kommet. Vi har slet ikke overvejet, hvad det skulle være, hvad det kunne være, eller hvad det kunne minde om. Derfor kan det være lidt svært at skulle sætte en genre på det, men : Eksperimenterende pop! Det må være det, der kommer nærmest.
En modreaktion på det fastlåste billede – Vi har vendt bøtten på hovedet
Eventuelt.org: I har alle spillet i Magnum44 som var mere rocket og mere mørkt i udtrykket. Hvordan kan det være at i har lavet et så radikalt skift? Det virker lidt som om det nye udtryk alligevel ikke er helt tilfældigt?
Jens: Vi har taget en konkret beslutning om at gå i en anden retning og prøve noget nyt. Men derfra har det ikke været særligt kalkuleret, hvad det så skulle være for noget nyt.
Niels: Det var mere for at prøve nogle grænser af og så se, hvad det kunne føre til.
Jens: Vi gik simpelthen bare i gang med at lave noget andet musik.
Daniel: Jeg tror det er en modreaktion på det, vi lavede før. På et tidspunkt, får man lyst til at forny sig. Når man fornyer sig, prøver man at lave noget, som er ret anderledes fra det gamle, fordi der måske er nogle ting ved det gamle, som man ikke har været tilfreds med. Man vil gå efter nogle andre ting og finde nogle andre idealer i musikken.
Nana: Ved det gamle musik, var der en klar stil og rollemodel at læne sig op ad. Det har bare været vildt befriende, at være lidt ligeglad med det hele og bare kunne lade noget nyt komme, uden hele tiden at skulle gøre sig så mange tanker og bekymringer om hvad det skulle blive til.
Daniel: Det er også et spørgsmål om den måde vi har lavet det på. Vi har brugt flere år på at lave de her numre. Og i den periode har vi lavet numre, gået i studiet, har indspillet lidt, lavet nogle flere numre og er så gået lidt mere i studiet. Det har været en lang proces frem og tilbage. Og vi har jo skåret alt andet væk. Alt det der med at have kontakt til branche og kontakt til spillesteder.
Jens : Og vi har slet ikke været ude at spille i al den tid.
Daniel: Det har varet godt og vel to år. Det har været en lang udvikling.
Jens: Det har været en proces, hvor dagsorden har været at nu vil vi prøve at lave noget helt andet. Vi vendte bøtten på hovedet. Vi fik nulstillet det hele. Vi har jo spillet sammen i mange år, så vi har jo stadigvæk et eller andet usagt mellem os, når vi arbejder sammen og det brugte vi bare på nogle nye måder og begyndte at fokusere på nogle andre ting. Det nye udtryk er selvfølgelig også et resultat af, at vi er begyndt at lytte til en masse andet musik og sådan noget. Udefra set kan jeg godt forstå, hvis det virker som en radikal ændring. Men det er altså et skifte som er sket over to år.
Daniel: Vi fik allerede dengang lavet nogle ting, der var anderledes. Og lige pludselig fandt vi ud af, at det virkede ret fantastisk og at det virkede på en helt anden måde, end det vi gjorde før. Tingene er ligesom bare gået op i en højere enhed. Det er gået i en anden retning på en fed måde.
Trådene er blevet samlet
Eventuelt.org: Nu siger i blandt andet, at det nye udtryk er et resultat af, at i er begyndt at lytte til en masse musik. Har i inspireret hinanden til at høre noget bestemt musik? Når man lytter til jeres musik virker det meget helstøbt, som om der er en klar rød tråd i det. Har i fundet den igennem en meget bevidst tilgang i lytning af andet musik, samt diskuteret, hvor I ville hen ad?
Nana: Vi har som sagt spillet sammen vildt længe, så vi lytter meget til hinanden. Det vi laver, er vi alle sammen med i. Der er aldrig nogen fast idé om, at nu skal vi den vej. Vi hører selvfølgelig nok meget af det samme musik og bliver inspireret af en masse ting rundt omkring. Jeg tror grunden til at vi har opnået det udtryk vi har, er at vi bruger hinanden og laver musikken sammen.
Niels: Den røde tråd er også opstået ved, at vi meget hurtigt i den her sangskrivningsproces fik et samarbejde med Mikkel Bolding [aka. Messy Shelters], som havde et studie på Fyn. Her var vi i de 14 dage, hvor vi indspillede. Derefter gik der måske nogle måneder, før vi indspillede nogle nye. Og herefter gik der et halvt års tid og så kunne vi selv høre den røde tråd. Vi arbejdede ikke bevidst efter at der skulle være en sammenhæng, men det kom sådan lidt gennem studiearbejdet.
Jens: Vi har fra starten af været meget opmærksomme på at vi gerne ville have vores egen lyd. Det er ikke noget der er kommet som et lyn fra en blå himmel. Men vi fik samlet trådene under indspilningen.
Popmusikkens mestre: Et sted mellem millimeter perfektionisme og det umiddelbare spontane
Eventuelt.org: Hvordan har i det med en kunstner som Michael Jackson, kan i se en sammenhæng mellem hans og jeres projekt?
Nana: Nu ved jeg godt, at alt handler om MJ, men han er jo bare fantastisk. Jeg har følt mig sindssygt inspireret af ham. Han laver vanvittig popmusik, med hjertet, med kroppen. Man kan ikke lade være med at føle det. Det er lige i øjet.
Jens: Vi har måske ikke direkte været inspireret af MJ, men vi har været meget inspireret af den måde han laver kompromisløst musik på. Han gør det hundrede procent. Hvis vi skal lave en god melodi og den skal være poppet, så skal den virkelig også bare være god.
Nana: Der er noget ekstremt perfektionistisk i hans musik.
Jens: Vi kan også bruge hundrede år på at lave nogle numre. Men samtidig er vi også meget flippede, fordi vi bare prøver at lade tingene komme til os og være åbne og se hvad vi får ud af det, fordi der ikke sidder nogen hovedsangskriver bag. Vi mødes i øvelokalet og så går vi i gang med at spille
Nana: Ja og på den måde får man nogle inputs og det gælder bare om at slippe alle tøjler og lege sig frem.
Niels: Der er aldrig skrevet noget inden. Alt foregår i øvelokalet. Der er altid en mikrofon i rummet som optager hele tiden, så vi kan gå ind og finde det, hvis der var noget, der fungerede.
Jens: Vi prøver altid at vende tingene lidt på hovedet og spille lidt på kanten af os selv. Vi prøver at ændre vores opfattelse lidt. Det sker der altid noget spændende ved.
Den dragende måne
Eventuelt.org: Hvorfor har i skiftet navn fra Magnum44 til Coco Moon?
Nana: Det var rigtig svært at hedde en ting, når man skulle væk fra det gamle. Så vi skulle finde på noget nyt. Og det har været en lang kamp, fordi alle navne var taget.
Jens: Vi spillede et år uden navn.
Daniel: Vi havde et helt dokument fyldt med tre sider med mulige navne.
Nana: Og så fandt jeg på Coco Moon. Det så fedt ud rent visuelt. For mig er månen og natten lig med mystik og noget feminint. Coco er i mine ører legende og giver energi til navnet. Der er noget dragende ved månen og forhåbentlig også ved musikken.
Glasagtige tableauer og en vandmand lige i skabet
Eventuelt.org: I har tidligere omtalt jer selv som et glasband. Kan I uddybe det?
Jens: [griner] Ja, altså når vi taler om stemninger. Vi har nogle gange snakket om at vores musik, fordi det ikke er læsset til medstrygere og alt muligt, er lidt stringent og stramt.
Nana: Det er transparent og også lidt nøgent og skrøbeligt måske.
Jens: Det synes vi og vores producer var sådan lidt glasagtigt.
Eventuelt.org: Hvis jeres musik skulle være soundtrack til en allerede eksisterende film, hvilken en skulle det så være?
Jens: Det kunne godt være et soundtrack til ’Du Levende’, af Roy Andersson. Selv om det er en absurd komedie, så er der er sådan nogle flotte tableauer i hans film, som også er sådan lidt glasagtige. Jeg tror vores musik ville stå godt til hans skrøbelige og kolde univers.
Eventuelt.org: I bruger et billede af en brandmand bl.a. på jeres MySpace profil. Hvad er baggrunden for det?
Jens: Jeg sad og så et dykkerprogram en dag, hvor de dykkede om natten. Der var den her nordiske, pudderfarvede, glas-lignende, transparente gople midt i det sorte nattemørke. Og jeg synes det havde både noget feminint, men samtidig noget maskulint og måske uhyggeligt over sig, som jeg også synes vores musik har.
Daniel: Vi var alle sammen enige om den idé. Den sad lige i skabet.
Lyt til dem på myspace.
Coco Moon består af Nana Odderskær, Daniel Skjødt, Jens Nowack, Jens Hyldgaard og Niels Hyldgaard. Jens Nowack var ikke til stede under interviewet.
Interview af Trine Jørck Petersen, Lea Øe
Foto af Rikke Luna